Akut hjertestop kan ramme os alle

Hvert år rammes omkring 3500 danskere af akut hjertestop udenfor hospitalet. Typisk sker der det, at de elektriske signaler i hjertet løber løbsk og hjertet begynder at flimre. Det betyder, at hjertet ikke længene kan pumpe blod og ilt rundt i kroppen. Et elektrisk stød med en hjertestarter kan ofte få hjertet til at slå igen, men tiden er altafgørende. For hvert minut der går, falder chancen for succesfuld hjertestart med ca. 10 procent 

Når blodcirkulationen standser, sker der bl.a. det, at hjernen ikke længere får tilført ilt, og man vil derfor være bevidstløshed i løbet af ca. 10 sekunder. Hvis der ikke gives kunstigt åndedræt og hjertemassage med det samme, efterfulgt af stød med en hjertestarter, vil der allerede efter ca. 3-5 minutter være varige skader på hjernen. Efter 7-10 minutter vil der desuden være så alvorlig skade på de indre organer, at genoplivning normalt vil ske med "udtalte eftervirkninger".Det er derfor af afgørende betydning, at der er en hjertestarter i nærheden og at der er personer til stede, der formår at reagere hurtigt. Mange liv kan reddes, hvis de første minutter bruges rigtigt: Ring 112. start hjerte-lunge-redning og hent en hjertestarter.